tirsdag den 10. november 2009

Dejligt efterår




Efterår. 3,2 kilo paradisæbler er renset og lagt i fryseren. Klar til at blive dumpet ned i vodka om 14 dage og udvikle sig til den dejligste snaps. Til stuevinduet har jeg lavet en ranke af kastanjer og orange frøstande. Og i går hentede jeg en af de sidste rosenknopper ind for at folde sin skønhed og duft ud indendørs. Jo, det er så sandelig blevet efterår.




Og jeg nyder det. Selvom jeg lige er kommet hjem fra 14 dage i 28 grader, middelhav og frisk honning og havbad hver morgen. Jeg har tænkt mig, at det skal være hyggeligt og dejligt at være til her i efteråret 2009. Hyacinter i glas, gåture i Frederiksberg Have og i Dyrehaven. Film i biffen og på TV. Lave julepynt i god tid og bage kager, eller bare hente en æblesnitte hos Marstrand-bageren. Og jeg kan lave mig en krydderolie, hækle mit længe planlagte skindtæppe, hækle border eller måske endda afprøve min mors væv.
Ak ja, planer og idéer har jeg altid nok af. Det her efterår hedder: DEJLIGT!

Ingen kommentarer: