Kurdisk Fest, lørdag den 15. december 2007.

- Toni!

- Merhaba!

- Rosj Bas!

En sång till modet

EN SÅNG TILL MODET af Mikael Wiehe

Här är sången till modet

Den är till alla dom
som vågor tro på morgonda'n

fast natten är så lång

Här är en sång till modet

en liten, enkel låt

Det kanske verkar meningslöst

Men jag sjunger den ändå

Här är en sång till modet
till glädje, hopp och skratt

Till dom som tror på kärleken

fast hatet är så starkt

Till alla som slår sej samman

Till alla dom som ställer krav

Till dom som vet hur svärt det är

och ändå säger "ja"

Här är en sång till modet

hos dom som våger se

Som inte låter tysta sej

men säger som det är

Till alla som bygger broar

Till alla som släpper in

Till dom som tror att människan

kan göre det, hon vill

Här är en sång till alla

som vägrar att ge opp

Till dom som kämpar videre

fast livet är så hårt

Till alla som vågar längta

till nå't, dom aldrig sett

Som inte låter kuva sej

men håller på sin rätt

Här en sång till modet

Den är från meg till dej

En liten, enkel visa

med det, jag helst vil säg'

Så vårda den väl och lär den

och nynna den ibland

För då växer den och spreder sej

i hela Sveriges land.

Med Isam B i ørerne

Koncert i Lille Vega i torsdags, købte albummet "Institution" dagen efter, har hørt musikken hele weekenden på repeat. Det er så godt. En ny virkelighed. Mod, kunst og selvstændighed.
I like!

Scary Sunday på Sams

Jeg gik ind, valgte en sang og gav den gas på mikrofonen.

I starten gik det godt, indtil jeg blev klar over, at mine knæ rystede, så lød jeg pludselig som en forstadsfrue fra Glostrup.

Men jeg gjorde det!

- Århrr .... rend og hop!

Jeg ringede på døren, som jeg gjorde alle de andre steder på den udleverede rute. Men her var der ingen, der lukkede op. Til gengæld blev der råbt: - Hvem er det?

Og da jeg svarede: - Det er fra Dansk Flygtningehjælp, så lød det højt og ærgerligt fra personen:

- Århrrr ... rend og hop!

Så jeg gik videre i kvarteret bag Smallegade op til Frederiksberg Have og fik samlet 1.700,- kroner til en del af det overdådige resultat på Frederiksberg: 361.786 kroner.

Se det samlede resultat for indsamligen for Dansk Flygtningehjælp, søndag den 11. november 2007.

Det sjoveste, sjoveste i valgkampen .....

Åh, det er sjovt!
Det er top-grineren!
Jeg kan grine igen og igen.
Og det er der brug for - se her:

"Vi er de vilde muslimer med meget lange slør ....
&
Hvorfor har vi ingen Zlatan?

Igen, igen sagde jeg ja!

Valgmøde i Kurdisk Klub lørdag aften synliggjorde, at den mest elementære og aktuelle viden om kurdere ikke var erhvervet af tre af de fremmødte fire politikere, Ida Auken (SF) vidste intet om kurderne og fremlagde blankt, at hun intet vidste. Susan Hedelund (A) havde heller ikke indset nødvendigheden af at forberede sig til et internt møde i en kurdisk klub. Og Bent fra Venstre var smart nok til ikke at sige højt, at han intet vidste om det forfulgte folk.
Hvor patetisk!
Kun repræsentanten fra Enhedslisten, Niels Westergaard, vidste præcis, hvad det handlede om - desværre er manden en svag kommunikator.

Det var mit første selvvalgte vælgermøde, jeg deltog i - og jeg var ikke imponeret over panelet.
Til gengæld var jeg overvældet af fremmødet. Vi var vel 100 stykker, heraf en håndfuld etnisk danske kvinder - ingen kurdiske og et hav af kurdiske mænd.

Hvor svært kan det være at forberede sig?

Valgplakater

Mandag morgen var alle valgplakaterne ophængt på Frederiksberg Allé overmalet med hvid maling.
Tirsdag morgen var valgplakaterne stadig dækket af det hvide let gennemsigtige lag maling - men én ny frisk og ikke overmalet plakat var dukket op!
Et tilfælde?

Jeg sagde ja - igen!

I dag gjorde jeg noget, jeg aldrig har turdet før.
Jeg deltog i en kurdisk demonstration.

En flok på cirka tusinde mennesker stod op for parolen: Stop Tyrkiets agressionspolitik!

Lørdag klokken 13 gik vi tusinde mennesker fra Vesterbro Torv til Rådhuspladsen med vejrende flag i grønne, røde, hvide og gule farver og råbte i kor:

- Længe leve Kurdistan!

Bowling er sjovt, når man vinder!

Skal vi tage ud og bowle? Ja, hvorfor ikke? Børnene elsker det, og det er selvfølgelig også sjovt, når man selv kan ramme keglerne. Gæt hvem der vandt!

Kærlighed

Lav sol over Glostrup en efterårsdag i oktober, faldt jeg i kærlighed over otte kilo paradisæbler. Jeg tog dem alle sammen med hjem, skyllede, kogte, siede indtil jeg havde to liter koncentreret saft.
Nu glæder jeg mig til fasansteg i november med paradisæblegelé.

Kulturnat i København

Kold Kulturnat, klassisk Kira og kirkerum.

Jeg sagde ja!

- Giv mig din hånd. Jeg vil vise dig noget!

Og så kørte han ellers en ordstrøm af i et så hastigt tempo og med en accent, som gjorde, at jeg ikke forstod ¾ af det engelsk, han talte. Men at han ville sælge mig noget ”Dead Sea-product” var jeg ikke i tvivl om. Jeg ville bare opleve ham, så jeg sagde ja!

Han pudsede mine negle, smurte neglebåndene ind i velduftende cremer, lokkede mig til at lægge Silvan-varererne fra mig, og fik mig til at stå midt inde i butikscentret og gnide hænder i salt og krystaller – alt imens han så mig i øjnene og talte kun til mig.

Jeg forsøgte at finde hoved eller hale i hans ordstrøm, og forstå, hvad han egentlig sagde, om det nu var fornuftigt. Men det eneste jeg tiden var bevidst om, og som jeg helt klart kunne mærke, var at han ville sælge mig et produkt ved at tale til mig som en fortrolig.
Jeg tog kun imod det fortrolige, med mine sanser, samtidig med at jeg også spillede hans spil ved at spørge om produktet, om dets kvaliteter, om indhold.
Han gned mine hænder ind i en blødgørende creme med kokosolier og understregede, at jeg nu har fået hele tre ting fra ham i dag, i dag, hvor der var særlige tilbud.

- Tak, det var dejligt, sagde jeg og gik bort.

Senere på aftenen opdagede jeg, at den oppudsede negl var flækket.

Embedsmænd i Møde

Titel: Embedsmænd i Møde
Kunstner: En anonym embedsmand
Dato: 4. okt. 2007


Jeg kunne ikke lade være. Det kom til mig i ét nu. Jeg så billedet og huggede til. Og billedet blev præcis, som jeg ville have det.
Efter en times oplæg om forholdet mellem embedsmænd og politikere og borgere – som var kanongodt – kom billedet til mig.
I får det her!

En uventet dejlig dag

I dag blev en uventet dejlig dag.

Jeg smuttede fra arbejdet med en forventning om at der skulle ske noget særligt. Jeg købte mig en særlig lækker rabarbermuffin, lavede mig en god kop Peter -Larsen-instant-kaffe og gik i haven.

Det var lunt, der duftede stærkt af jord, planter og efterårssol. Blåmejsen sprang rundt i blommetræet og forsøgte at gemme sig. Der lå smukke, blanke og brune kastanjer over det hele henne ved vores over 100 år gamle træ. Mine spirer af Arkitektens Trøst, som jeg har hugget fra et træ på Valby Station, trænger til at blive lidt større inden frosten. Mange tanker fløj rundt fra have til hoved og på et tidspunkt fik jeg lyst til at lave et par buketter til stuen. Lidt mynthe, en stor rød rose, et par stilke lavendel, to okseøjne, en stik marguritgrønt, lange, slanke stokroseblade, kaprifolium i en tre-delt gren - og så en lang efeu rundt om det hele.

Det var en dejlig uventet oplevelse.

Desværre har jeg ikke fået øje på nogle udfordringer endnu - men jeg er klar!

Udfordring: - Sig ja!

Jeg skulle have sagt ja! Det var det, jeg skulle. Med det gjorde jeg ikke. Igen.
Hvornår lærer jeg det?
Hvornår finder jeg ud af, hvornår jeg skal sige ja?
Hvorfor siger jeg altid nej?

Det er en lang historie. Jeg kan liste den ene gang op efter den anden, hvor jeg lige bagefter, jeg har sagt nej til en tilsyneladende god oplevelse, straks efter har fortrudt, at jeg ikke sagde ja. Så begynder jeg at argumentere med mig selv. Hvad jeg kunne have sagt, og hvad der så ville være sket. Hvilke storslåede fremtidsoplevelser jeg i virkeligheden er gået glip af.
Men på den anden side, kan jeg også lynhurtigt lægge en del vægtige argumenter på bordet for hvorfor, jeg sagde nej. Hvor fornuftigt det var. Hvor indlysende det er, at jeg sagde nej. Fordi.

Jeg har en livslang erfaring med den slags.

Men fra i dag af giver jeg mig selv en udfordring. Næste gang jeg igen øjner chancen for en oplevelse, som jeg sædvanligt siger nej til, skal jeg tage udfordringen op, og sige ja. Og jeg skal bevæge mig ud i oplevelsen.

Jeg giver mig selv to måneder. Og så må jeg se, hvad der sker.

Og jeg vil bruge et citat fra et interview med Malou Åmund, i DSB Bladet Ud & SE, september 07, som ledetråd:

- Jeg har ikke betænkeligheder. Jeg har krav. Det får man mere ud af”.